Hvorfor vælge mig?

Der findes et væld af personlige trænere og kostvejledere derude. Langt de fleste er dedikerede og hammer dygtige – og sådan ser jeg også mig selv 😎 Men lige så forskellige som klienter kan være, lige så forskellige kan trænere og vejledere være. Vi har forskellige synspunkter, forståelse for viden og metoder. Måske er mine metoder det perfekte match for dig – måske er det slet ikke, og så var du bedre stillet med en anden vejleder.

Men hvad er mine metoder og holdninger så?

Træning

Træning skal som udgangspunkt være sjovt og forfriskende. Du skal tage hjem fra træningen med en følelse af sejr, uovervindelighed, at det bare gik skide godt, have et stort smil på læben og svedigt tøj.

Jeg tager udgangspunkt i funktionel træning. Altså træning som består af bevægelser vi laver i forvejen, som løft, træk, stræk, skub, hop, løb og lignende. Der arbejdes primært med kropsvægt, høj puls og mobilitet. Mit mål er, at øge din kropsbevidsthed og komme skavanker fra arbejde og hverdag i forkøbet.

Drømmer du om at løbe maraton, vinde en kæmpe crossfit konkurrence, løbe et triatlon eller blive vild til at stå på hænder. Ja, så er det ikke mig du skal træne med 😉

Vil du til gengæld gerne komme i en knald god form, øge din styrke, blive kendt med din krop, blive mere smidig og komme af med træls stivhed og små skavanker i kroppen? Så skal du bare joine mig til udendørstræning i Aarhus C 🕺🏻

Jeg forventer du træner med mig minimum en gang i ugen, under et forløb. Men jeg forventer også, at du selv får bevæget dig til dagligt. Om det så bare er en gåtur på en halv time, så kan du sagtens presse det ind! Sådan her kunne en trænings uge f.eks. se ud, i et forløb med mig:

Mandag: Træning med Jonna
Tirsdag: 5 km. gåtur
Onsdag: Egen træning ud fra træningsplan
Torsdag: Træning med Jonna
Fredag: 10 km. cykeltur
Lørdag: Svømmehal
Søndag: 5 km gåtur

Kost

Faktum er, at spiser du mindre end du forbrænder så taber du dig. Så du kan altså godt spise 4 Snickers på en dag og stadig tabe dig. Men du vil også fylde din krop med dårlig næring og dit blodsukker vil stikke af. Men tynd(fed), det vil du blive!

Jeg er selv enormt mad glad. Og jeg ville være så ked af, at blive smidt på en stram kur, som består af tør kylling, ris, proteinpulver og kedelige barer. I min mad skal der altså være smag, næring, tekstur og variation 🥑🍔

Hos mig skal du ikke købe en masse særlige ingredienser ind og tømme helsekosten og fitnessbutikken for ting, du måske ikke engang kan udtale (Jeg kan ihverfald ikke). Alt der kommer på din kostplan, kan købes nede i dit lokale supermarked og du bestemmer helt selv om det er den dyre version eller discount versionen du køber.

Jeg tror på at ægte mad er vejen frem. Du vil derfor ikke se en masse light produkter, pulver erstatninger, spøjse kosttilskud eller lignende på din kostplan. Du vil derimod se en masse gode råvarer, mange muligheder for at bytte tingene ud med dine favoritter og en masse lækre og nemme opskrifter, som ikke kræver du står længe i køkkenet og vejer hvert lille gram af.

Min mission er at give dig et sundt forhold til nem, simpel og sund mad, som du nemt kan overholde når du er færdig med din kostplan. Vil du gerne tabe et par kilo oveni, så er det selvfølgelig også en mulighed (Eller måske endda tage kilo på, i et sundt tempo). Du skal ikke død og pine spise 6 måltider på en dag, hvis du kun kan spise 3. Og planerne vil blive tilpasset din dag. Jeg spiser (drikker) f.eks. selv min morgenmad (Morgenmads smoothie) i bilen på vej på arbejde, da jeg ikke har tid til at sidde derhjemme ved bordet.

Er du mega motiveret og følger en plan nøje, så kan du tabe 4-6 kilo i løbet af en måned. Mit job er så, at sørge for at du er ordentligt klædt på, så du ikke tager alle kilo på igen ugen efter du er færdig 😊

Jeg tager gerne højde for hvis du allergier, hvilke livretter du har, hvis du gerne vil spise vegetarisk (Jeg laver ikke veganske planer), eller hvis der er nogle råvarer du bare ikke bryder dig om.

Hvordan kan en kostplan se ud, tænker du måske. Her er et bud, på hvilke lækkerier du kan glæde dig til.

Morgen: Bananpandekager med bær og skyr, havregrød med bærkompot eller æg og ristet rugbrød med ost
Formiddag: 
Knækbrød med pålæg, smoothie eller grønt med hummus
Frokost: Rugbrødsmadder, proteinrig salat eller wrap med fyld
Eftermiddag: Smoothie, raw bar eller banan med mandelsmør
Aften: Kyllinge/spinat lasagne, tortillas med fyld eller kylling/karry med ris
Sen snack: Chokolade shake, vaniljeskyr med friske bær eller knækbrød med peanut butter

Hvad er dit mål?

Så hvad er det egentligt du gerne vil? Vil du gerne komme i bedre form og få en sundere hverdag? Eller har du et konkret mål om at tabe 10 kilo? Vil du gerne forbedre dit løb og din core? Lige meget hvad, så kontakt mig gerne – så kommer jeg med et forslag til hvordan vejen til dit mål kan være, og om vi er et godt match 😊

Du skal ikke vælge mig….

Jeg har arbejdet med klienter, træning og kostvejledning de sidste 5 år og har haft mange klienter gennem mine planer og vejledning. Jeg er ikke en maskine og jeg er også et helt almindeligt menneske, så jeg har også krav til mine klienter, så mit job bliver sjovest muligt. Du skal ikke vælge mig som din vejleder, hvis du forventer en, der råber af dig, står klar med pisken og som først stopper, når du kaster op. Du skal derimod heller ikke vælge mig, hvis du ikke har motivationen, hvis du blot vil have en lynkur og ikke en livsstilsændring, eller hvis du ikke vil bruge tiden i køkkenet og med motionen og tage vare om din krop. Jeg forventer at du følger kostplanen så godt du kan, og at du kan træne ihverfald 2 gange ugentligt og bevæge dig dagligt (F.eks. cykle eller gå en tur).

Har du større skader og skavanker vil jeg anbefale dig at bruge en personlig træner, som yderligere er uddannet som f.eks. fysioterapeut eller lignende. Har du psykiske udfordringer, eller ting med i din bagage, som kan gøre det svært for dig, så vil jeg anbefale dig, at finde en vejleder, som er yderligere uddannet coach i det, som passer til dig. Jeg er ikke en psykolog og jeg kan ikke redde dine skader, desværre 😊

Jeg har følgende kurser og certificeringer:

Fitness Institute 〰️ Kursus i anatomi og fysiologi (2015)
Fitness Institute 〰️ Certificeret fitnessinstruktør (2015)
Fitness Institute 〰️ Certificeret personlig træner (2015)
Fitness Institute 〰️ Certificeret kostvejleder (2015)
Fitness Institute 〰️ Kursus i børn og overvægt (2016)
Fitness Institute 〰️ Kursus i kost til marathonløbere og triatleter (2016)